Ja sådan kan man jo også gøre. Man (kommunen, forvaltningen) lukker hele institutionen. Fårk hvor træls. Okay det er godt nok over et år siden, men ALLIGEVEL! Tag dog den bedste arbejdsplads i verden, det beste hjem for 11 mennesker og smid dem ud. Jeg ved ikke hvad de tænker - eller jo det gør jeg jo - det handler jo om at få budgettet til at hænge sammen. To af vores beboere nåede "heldigvis" at forlade denne verden inden lukningen, resten blev fordelt på en pludselig opstået specialafdeling på et plejehjem og andre botilbud i kommunen. Plejehjemmet var overhovedet ikke gearet til at modtage denne slags mennesker, var overhovedet ikke klar over hvor meget tid en pædagog egentlig bruger på at få selv helt basale handlinger, som at spise og blive vasket, til at forløbe uden konflikter. De fleste af de beboere der blev flyttet til anden boinstitution kan imødese endnu en flytning i løbet af 2012. Frustrerede mennesker som ikke forstår hvordan man kan lukke deres hjem, og hvorfor de skal sige farvel til deres personale. De bor der jo.
Og personalet? Ja de blev jo også spredt for alle vinde. En håndfuld landede i et nyt skoleprojekt for unge - og de ser ud til at have det godt, men resten af os sukker over den arbejdsplads vi havde. Arbejdsglæden er forsvundet. Det har været et stort chock at møde mennesker indenfor dette fag, som ikke er glade for at komme på arbejde. Kolleger som bruger tid på mobning, kiv, og bagtalelse. Mennesker for hvem de faste rutiner er det eneste der er godt nok. Faguddannede pædagoger der starter en arbejdsdag med et suk der mest af alt lyder som: hvad er der så galt i dag...
Og mig? ja jeg landede på en boenhed ikke langt fra min bopæl. Umiddelbart er den ikke så forskellig fra det jeg kom fra, men stemningen er en ganske anden. Jeg slæber mig på arbejde, tager en dyb indånding i døren og stiver mig selv af. Det skal nok gå fint i dag. Om 5 timer har jeg fri.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar