På opgivelsens rand

Der er en reklame i aviserne for tiden der lyder noget i retningen af : Nu har vi skiftet årstal - er der andet der skal skiftes?

Jeg må indrømme at det bliver sværere og sværere at finde arbejdsglæden. Forleden havde vi en temadag (dag og dag - der var tildelt 5 timer) emnet var arbejdsmiljø - vi skulle lave APV'er over det fysiske arbejdsmiljø sammen, og fik en introduktion tíl et skema til klarlæggelse af det psykiske arbejdsmiljø. Sidstnævnte udfyldes af hver enkelt. Desuden har Viborg kommune tildelt os (de fire enheder under vores leder) midler til at arbejde specielt med det psykiske og ergonomiske arbejdsmiljø - det fik vi også en introduktion i.

Det er rigtig godt at arbejde med arbejdsmiljøet, og vores enhed har i den grad brug for noget hjælp til at løse op for det psykiske arbejdsmiljø, men det føles så sært uvedkommende. Faktisk ville jeg meget hellere have haft en almindelig arbejdsdag. Jeg mener - bare lad mig tage på arbejde og gøre det jeg skal, så jeg kan komme hjem igen. Jeg orker ikke at høre efter når mine kolleger vil diskutere en beboer, eller beder mig tage stilling til et problem. Jeg skal virkelig tage mig selv i nakken for at være venlig og bare nogenlunde deltagende.

Det er vist ved at være på tide at komme videre.